Vedtægter

§1

Navn og værneting

(1) Foreningens navn er Saltholmsejerlauget.

(2) Foreningens værneting er retten i Tårnby, hvor alle tvister i foreningsanliggender såvel mellem medlemmer indbyrdes, som mellem foreningen og medlemmerne skal behandles. Foreningen ved dennes formand er som sådan rette procespart for alle fælles rettigheder og forpligtelser i foreningens anliggender.

§2

Formål

(2.1) Foreningens formål er at eje, drive, vedligeholde og administrere øen Saltholm, som den er defineret i lov nr. 360 af 30. juni 1919, og i øvrigt at varetage medlemmernes fælles anliggender, rettigheder og forpligtelser.

(2.2.) Foreningen er således blandt andet berettiget og forpligtet til i overensstemmelse med denne vedtægt at administrere græsningsrettens udøvelse, herunder udlejning, at forestå udlejning af de på øen værende faste ejendomme og at sørge for, at der er transportmuligheder for kreaturerne, såvel til som fra øen, ligesom bestyrelsen forestår administration, vedligeholdelse m.v. af havnen på Saltholm.

(2.3) Intet medlem er således berettiget til at bortforpagte sit nedenfor i § 3 nævnte Saltholmshartkorn særskilt, eller til at udleje eventuelle græsningsrettigheder på egen hånd.

§3

Medlemskreds

(1) Som medlemmer af foreningen kan kun optages ejere af Saltholmsandele – de såkaldte Saltholmshartkorn, der er grundlaget for fordeling af alle med ejendomsretten forbundne rettigheder og byrder.

(2) Saltholmsrettighederne – hartkornene – defineres, som følger:

1 tønde = 8 skæpper = 12 høveder (1152/96)

1 skæppe = 4 fjerdingkar = 1 48/96 høveder (144/96)

1 fjerdingkar = 3 album = 0 36/96 høveder

1 album =    0 12/96 høveder

Den mindste andel, en Saltholmsrettighed kan andrage, er:

½ høved = 1 fjerdingkar 1 album (0 48/96)

(3) Medlemskabet er pligtmæssigt, og indtræder den dag, hvor den pågældende ejers skøde, uanset om det er betinget eller ej, anmeldes til tinglysning, eller når det er blevet noteret hos foreningens administrator.

 (4) Den nye ejer kan først udøve stemmeret, når foreningen har modtaget underretning om ejerskiftet.

§4

Hæftelsesforhold

(4.1) Foreningen som sådan hæfter for foreningens forpligtelser overfor tredjemand, og de enkelte medlemmer hæfter således ikke for foreningens gæld.

(2) Medlemmerne er berettigede og forpligtede overfor foreningen i henhold til det antal hartkorn, de ejer i henhold til den nedenfor nævnte Saltholmsprotokol.

(4.3) Andelen i foreningens formue kan ikke gøres til genstand for arrest eller eksekution. Andelen kan ikke belånes, og der kan ikke gives transport i et eventuelt tilgodehavende efter en overdragelse, som endnu ikke er aftalt. Der kan heller ikke anvises eller meddeles fuldmagt for nogen anden end andelshaveren til at modtage og kvittere for afregning af et sådant tilgodehavende. Andelen kan kun overdrages eller på anden måde overføres til andre i overensstemmelse med reglerne i afsnit II. 

§5

Generalforsamling

(5.1) Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen.

(5.2) Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af marts måned efter regnskabsårets udløb og med følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent.
  2. Bestyrelsens beretning.
  3. Forelæggelse af årsregnskab og eventuel revisionsberetning, samt godkendelse af årsregnskabet, herunder eventuel opkrævning af underskud eller udlodning af overskud, alt efter bestyrelsens forslag herom.
  4. Forelæggelse af drifts- og likviditetsbudget til godkendelse og beslutning om opkrævning/udbetaling.
  5. Forslag.
  6. Valg af bestyrelse, kritiske revisorer og disses suppleanter.
  7. Valg af statsautoriseret revisor eller registreret revisor.
  8. Eventuelt.

(5.3) Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når en generalforsamling eller et flertal af bestyrelsens medlemmer eller 30 medlemmer eller foreningens revisor forlanger det med angivelse af dagsorden.

§6

Indkaldelse/stemmeret m.v.

(6.1) Generalforsamlingen indkaldes skriftligt med fjorten dages varsel ved annoncering mindst én gang i et eller flere af de efter bestyrelsens skøn mest udbredte blade på Amager. Bekendtgørelsen skal tillige indeholde meddelelse om de spørgsmål eller forslag, som vil blive forelagt på generalforsamlingen til afgørelse, og der kan ikke tages nogen gyldig eller endelig bestemmelse om sager, som ikke har været bekendtgjort på den førnævnte måde. Tilsvarende gælder også for afholdelsen af en ekstraordinær generalforsamling.

(6.2) Forslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden skriftligt i hænde inden hvert års 1. februar. Et bestyrelsesflertal kan fremkomme med forslag i indkaldelsen til generalforsamlingen.

(6.3) Adgang til at deltage i og tage ordet på generalforsamlingen, samt til at stille forslag har ethvert medlem, det vil sige en ejer af Saltholmsandele. Et medlem kan give skriftlig fuldmagt til en myndig person. Intet medlem kan være repræsenteret med fuldmagt fra mere end én fuldmagt.

Revisor, administrator, samt personer, der er indbudt af bestyrelsen har ligeledes adgang til at deltage i og tage ordet på generalforsamlingen.

(6,4) Uanset, hvor mange Saltholmsrettigheder et medlem måtte eje, jf. § 3, kan medlemmet kun afgive én stemme.

§7

Flertal

(7.1) Generalforsamlingen tager beslutning ved simpelt flertal, undtagen hvor det drejer sig om beslutninger, som nævnt i stk. 2.

(7.2) Til beslutning om ændring af denne vedtægt, salg, eller bortforpagtning af rettigheder i relation til Saltholmen, optagelse af lån (dog ikke lån af midlertidig karakter, der ikke overstiger 25% af den offentlige vurdering på tidspunktet for optagelsen af lånet og hvilket lån er indfriet inden udgangen af det regnskabsår i hvilket det er optaget),  salg af Saltholm eller dele deraf kræves det, at mindst 2/3 af de mødte stemmeberettigede stemmer for forslaget, og at der er mindst 30 stemmeberettigede tilstede. Såfremt dette ikke er tilfældet, kan forslaget forelægges en ny generalforsamling – der vil være at indkalde snarest muligt –, hvor vedtagelse kan finde sted med 2/3 majoritet, uanset de mødende stemmeberettigedes antal.

§8

Dirigent/protokol

(8.1) Den af generalforsamlingen valgte dirigent afgør, om generalforsamlingen er lovlig, og leder generalforsamlingen, og afgør alle spørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde, stemme­afgivning og dennes resultat.

(8.2) I en af bestyrelsen autoriseret protokol optages et kort referat om forhandlingerne på gene­ralforsamlingen. Referatet underskrives af dirigenten og formanden for bestyrelsen.

§9

Bestyrelsen

(9.1) Bestyrelsen, som i henhold til lov om øen Saltholmens stilling i kommunal henseende og om ordningen af forholdet mellem øens ejere indbyrdes, vælges af generalforsamlingen, jf. lovens § 6, består af 11 medlemmer.

(2) Valgbar og valgberettiget til bestyrelsen er ethvert medlem af foreningen. Valgperioden for samtlige medlemmer er fire år, som regnes fra tidspunktet for afholdelse af den ordinære generalforsamling. Valg til bestyrelsen sker hvert andet år, idet medlemmerne afgår efter tur i overensstemmelse med den hidtidige praksis i henhold til hvilken 5 medlemmer blev valgt i 2005 og de øvrige 6 medlemmer afgår i 2007.

(3) Bestyrelsen vælger af sin midte et medlem til formand. Valget gælder for to år, regnet fra den ordinære generalforsamlings afholdelse.

(4) Bestyrelsen vælger af sin midte en næstformand og en kasserer. Valget gælder for to år, regnet fra den ordinære generalforsamlings afholdelse. Formanden, næstformanden og kassereren udgør forretningsudvalget, som det påhviler at føre det egentlige tilsyn med Saltholm. Bestyrelsen kan vælge at nedsætte udvalg til at gennemføre bestyrelsens og generalforsamlingens beslutninger.

(9.5) Ethvert medlem er forpligtet til at modtage valg til bestyrelsen, medmindre medlemmet er over 60 år, eller ønsker sig fritaget på grund af sygdom eller andre efter generalforsamlingens skøn gyldige grunde.

(9.6) Genvalg kan finde sted, men et afgående bestyrelsesmedlem er ikke forpligtet til at modtage genvalg, før efter forløbet af et ligeså langt tidsrum, som det, hvori medlemmet har været med i bestyrelsen.

(9.7) Såfremt et medlem udtræder inden udløbet af valgperioden på fire år, kan der foretages valg af et nyt medlem ved den førstkommende generalforsamling, og dette medlem fungerer herefter valgperioden ud. Bestyrelsen er dog berettiget til selv at udvælge et medlem, der skal indtræde som medlem af bestyrelsen i det udtrådte bestyrelsesmedlems sted, indtil valg ved generalforsamlingen kan finde sted.

§10

Bestyrelsesarbejdet

(10.1.) Bestyrelsen forestår den overordnede ledelse af foreningen, herunder forvaltningen af græsningsrettens udøvelse, ligesom bestyrelsen foranlediger foreningens lejemål administreret og indgår de fornødne aftaler med en opsynsmand og bådfører. Bestyrelsen foranlediger også, at den daglige administration opfylder lovgivningens krav.

(10.2) Formanden leder bestyrelsens forhandlinger, og foranlediger indkaldt til møde, når formanden skønner, at der er behov herfor, eller når mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer forlanger det. Ingen beslutning kan tages, når ikke mindst seks af bestyrelsesmedlemmerne er til stede.

(10.3.) Når der ved afstemninger i bestyrelsen er stemmelighed, udgør formandens stemme udslaget. I tilfælde af stemmelighed ved formandsvalg, vil der være at trække lod.

(10.4.) Bestyrelsesmedlemmerne skal deltage i behandlingen af alle spørgsmål, der vedrører ejendomsretten over Saltholm eller i det hele er af større principiel betydning, herunder optagelse af lån i Saltholm eller dele af øen, bortforpagtning eller salg af rettigheder over øen, herunder retten til at udnytte undergrunden m.v. For at beslutninger af den førnævnte art gyldigt kan tages, skal mindst otte af bestyrelsens medlemmer være til stede.

(10.5.) Et bestyrelsesmedlem må ikke deltage i behandlingen af en sag, såfremt bestyrelsesmedlemmet eller en person, som vedkommende er beslægtet eller besvogret med, eller har lignende tilknytning til, kan have særinteresser i sagens afgørelse.

(10.6.) Bestyrelsen bestemmer selv sin forretningsorden, men der skal dog føres et referat for bestyrelsesmøderne, og referatet skal underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.

§11

Tegningsret

(11.1) Foreningen tegnes af formanden, næstformanden og kassereren i forening, eller to af disse sammen med et bestyrelsesmedlem.

(11.2) Bestyrelsen kan meddele kassereren eller andre bestyrelsesmedlemmer prokura til at råde over foreningens bankkonti og bankdepoter.

§12

Årsregnskab

(12.1) Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

(12.2) Det af bestyrelsen godkendte årsregnskab underskrives af bestyrelsen.

§13

Revision

(13.1) Generalforsamlingen vælger en statsautoriseret eller registreret revisor til at opstille regnskabet, og såfremt det på noget tidspunkt måtte blive forlangt af det offentlige, til at revidere årsregnskabet og på samme måde til at udarbejde revisionsprotokol.

(2) Det af revisor – i samarbejde med kassereren – opstillede regnskab revideres af to kritiske revisorer, der vælges på foreningens generalforsamling. Der kan vælges op til to suppleanter for de kritiske revisorer. Valgperioden for de kritiske revisorer og disses suppleanter er fire år. Ved fratrædelse inden valgperiodens udløb, forholdes der som bestemt i § 9.

(3) Det årlige regnskab skal med mulige bemærkninger være revideret og tilbageleveret til bestyrelsens formand inden den 14. februar. Formanden foranstalter derefter det årlige regnskab fremlagt til eftersyn på sin bopæl i perioden indtil generalforsamlingens afholdelse.

§14

Administration

(14.1) Bestyrelsens likvide beholdninger skal til stadighed af bestyrelsen søges forrentet bedst muligt, og bestyrelsen må ikke placere den likvide beholdning i spekulative værdipapirer, ligesom kun maksimalt – på investeringstidspunktet – 10% af foreningens formue kan anbringes i aktier.

(14.2) Bestyrelsen kan vælge en advokat til som administrator at forestå foreningens administration af Saltholmshartkorn, jf. de i afsnit II nævnte bestemmelser om Saltholmsprotokollerne.

AFSNIT II

I Saltholmsloven (1. nr. 360 af 30. juni 1919) bestemmes i § 7, at ingen udstykning af Saltholmshartkornet kan finde sted i mindre dele end 1 fjerdingkar 1 album, og at kun personer, som er i besiddelse af dansk indfødsret, kan erhverve medejendomsret til Saltholmen.

I Saltholmslovens § 9 bestemmes, at ingen medejer af Saltholmshartkornet uden ejerlaugets samtykke ved køb af hartkornsandele må forøge det ham tilhørende Saltholmshartkorn med mere end 1 tønder, og at salg af Saltholmshartkorn til andre end medejere kun kan finde sted med samtykke af Saltholmsbestyrelsen og Indenrigsministeriet, medmindre salget sker i forbindelse med salg af den ejendom på Amager, hvortil Saltholmshartkornet er henlagt og til samme køber.

For at sikre overholdelsen af disse bestemmelser, og for at man til enhver tid kan have oversigt over, hvem der er medejere af Saltholmen og dermed medlemmer af ejerlauget, har ejerlauget på en den 23. januar 1951 afholdt generalforsamling vedtaget bestemmelserne i §§ 20-24, der den 28. februar 1952 er stadfæstet af Indenrigsministeriet i henhold til Saltholmslovens § 6.

§15

(15.1) Udgangspunkt for afgørelsen af, til hvilken ejendom på Amager, der er knyttet Saltholmshartkorn, samt størrelsen af det til den enkelte ejendom knyttede Saltholmshartkorn, er de af Saltholmsbestyrelsen førte Saltholmsprotokoller.

(15.2) Uanset de i øvrigt i §§ 20-24 anførte bestemmelser skal det til enhver tid stå enhver, der påstår at være ejer af Saltholmshartkorn, frit for – eventuelt ved retssag – at godtgøre urigtigheden af det i Saltholmsprotokollerne anførte. Indtil bestyrelsen har anerkendt urigtigheden af det i Saltholmsprotokollen anførte, eller dette er fastslået ved endelig dom, kan bestyrelsen i sine dispositioner gå ud fra det i protokollen angivne, medmindre reglerne i § 17, stk. 2, pkt. 2, kan finde anvendelse.

(15.3) Kun de personer, der står indskrevet i Saltholmsprotokollerne som hartkornsejere, er berettigede til at udøve medlemsrettigheder i ejerlauget, og ejerlauget er berettiget og forpligtet til alene at betragte disse personer som hartkornsejere med de deraf flydende rettigheder og forpligtelser; eventuelle overskudsandele (græsningspenge) kan således udbetales til de i Saltholmsprotokollerne indførte, ligesom disse overfor ejerlauget er forpligtet til at tilsvare eventuelle opkrævninger, jf. dog § 17, stk. 2, og § 19, stk. 2.

(15.4) Ved overdragelse af Saltholmshartkorn kan erhververen derfor kræve, at hans adkomstdokument af protokolføreren forsynes med en påtegning om at være noteret i Saltholmsprotokollerne.

§16

(16.1) Opstår der ved protokollernes førelse tvivl om størrelsen af det til en ejendom hørende Saltholmshartkorn, skal bestyrelsen ved anbefalet brev underrette vedkommende hartkornsejer om, hvor meget Saltholmshartkorn, der efter bestyrelsens skøn hører til vedkommende ejendom, med opfordring til den pågældende hartkornsejer om – hvis han er utilfreds med bestyrelsens skøn – inden tre måneder efter brevets afsendelse overfor bestyrelsen at dokumentere, at det til hans ejendom hørende Saltholmshartkorn udgør mere – eller mindre – end af bestyrelsen anført.

(16.2) Såfremt vedkommende ikke rejser indsigelse inden den anførte frist, eller såfremt bestyrelsen ikke finder den forelagte dokumentation tilstrækkelig, noteres vedkommende ejendom i Saltholmsprotokollerne med det Saltholmshartkorn, som bestyrelsen har ment rigtigt.

§17

(17.1) Såfremt der rejses begrundet tvivl om, hvorvidt der ved frasalg af en parcel fra en ejendom, hvortil der er knyttet Saltholmshartkorn, er medfulgt andel i Saltholmshartkornet, skal bestyrelsen ved anbefalet brev underrette såvel ejeren af hovedejendommen som ejeren af den frasolgte parcel enten om, at bestyrelsen – såfremt indsigelse ikke fremkommer inden tre måneder efter brevets afsendelse – fremtidig vil betragte det oprindelig til hovedejendommen knyttede Saltholmshartkorn som stadig hørende til hovedejendommen således, at ejeren af den solgte parcel ikke har hverken rettigheder eller forpligtelser med hensyn til Saltholmen, eller om, hvorledes bestyrelsen – såfremt indsigelse ikke fremkommer inden tre måneder efter brevets afsendelse – fremtidig vil fastsætte henholdsvis hovedejendommens og parcellens Saltholmshartkorn.

(17.2) Såfremt der ikke fremsættes indsigelse inden den anførte frist, foretages notering i ejerlaugets protokoller i overensstemmelse med bestyrelsens meddelelser. Hvis der fremsættes indsigelse mod bestyrelsens forslag, og sagen ikke kan afgøres forligsmæssigt, må de pågældende henvises til at afgøre striden ved domstolene, og indtil en for alle parter bindende aftale foreligger, kan hverken hovedejendommens ejer eller parcellens ejer hver sig – men kun i forening – udøve rettigheder som hartkornsejere, medens ejerlauget kan gøre dem begge in solidum ansvarlige for eventuelle forpligtelser; eventuelle overskudsudbetalinger hensættes af ejerlaugets kasserer på en særlig konto til udbetaling, når det rette ejerforhold er endeligt klarlagt.

§18

(18.1) Såfremt der ved frasalg af en parcel i overdragelsen har været indbefattet de til den solgte parcel knyttede rettigheder til Saltholmen, uden at det – enten ved overdragelsen eller ved senere aftale mellem parterne eller ved dom – er fastslået nøjagtigt, hvor mange andele i Saltholmshartkornet, der hører til den frasolgte parcel, fordeler bestyrelsen Saltholmshartkornet efter forholdet mellem hovedejendommen og den frasolgte parcels almindelige hartkornsansættelse og foretager notering herom i Saltholmsprotokollerne.

(18.2) Hvis Saltholmshartkornet derved bliver mindre end 1 fjerdingkar 1 album for den frasolgte parcel eller for hovedejendommen, noteres hele den oprindelige ejendoms Saltholmshartkorn som hørende til henholdsvis hovedejendommen eller den frasolgte parcel.

Med hensyn til fremtidige salg af parceller henvises til § 16.

§19

(19.1) Såfremt der rejses tvivl om, til hvilken ejendom noget i Saltholmsprotokollerne nærmere bestemt Saltholmshartkorn rettelig tilhører, er bestyrelsen berettiget til ved anbefalet brev til ejeren af den eller de pågældende ejendomme at opfordre dem til inden tre måneder efter brevets afsendelse at dokumentere deres rettigheder og disses omfang overfor bestyrelsen; foruden indkaldelse ved anbefalet brev skal bestyrelsen samtidig lade offentlig indkaldelse ske ved indrykning én gang i to af de efter bestyrelsens skøn mest udbredte blade på Amager.

(19.2) Har der efter fristens udløb kun meldt sig én, og kan han sandsynliggøre sin ret, noteres det i indkaldelsen nævnte Saltholmshartkorn som hørende til hans ejendom; melder der sig flere, finder bestemmelserne i § 17, stk. 2, tilsvarende anvendelse. Melder der sig ingen, eller kan ingen sandsynliggøre deres rettigheder på en efter bestyrelsens skøn fyldestgørende måde, disponerer bestyrelsen, indtil ejerforholdet måtte blive afklaret, som om det pågældende Saltholmshartkorn tilhørte ejerlauget, og notering herom – med henvisning til nærværende paragraf – foretages i protokollerne.

§20

(20.1) Ethvert medlem af ejerlauget skal lade tinglyse en deklaration på den ham tilhørende ejendom på Amager, hvortil Saltholmshartkornet er knyttet, i hvilken deklaration det fastslås, at ejendommen er underkastet forpligtelse i overensstemmelse med lov nr. 360 af 30. juni 1919 om øen Saltholms stilling.

(20.2) Formuleringen af denne deklaration og tidspunktet for dens tinglysning fastsættes af bestyrelsen, og omkostningerne ved dens tinglysning betales af ejerlaugets kasse.

(20.3) I forhold til tinglysningskontorerne tegnes Saltholmsejerlaugets bestyrelse ved udøvelsen af påtaleret i henhold til de tinglyste deklarationer af formanden.

§21

(21.1) Ved fremtidige salg eller anden form for overdragelse af den del af en ejendom på Amager, hvortil der er knyttet Saltholmshartkorn, betragtes hovedejendommens Saltholmshartkorn som forbeholdt overdrageren og ikke omfattet af overdragelsen, medmindre andet udtrykkeligt fremgår af dokumenterne.

(21.2) Såfremt en del af hovedejendommens Saltholmshartkorn skal overføres til den fraskilte parcel, skal størrelsen af det således overførte hartkorn (angivet i græsningsandele eller tønder, skæpper, fjerdingkar og album, jf. Saltholmslovens § 11) udtrykkeligt anføres i dokumenterne.

(21.3) Såfremt Saltholmshartkornet på denne måde deles, skal det tinglyste adkomstdokument på den fraskilte parcel snarest efter tinglysningen af erhvervelsen forevises for protokolføreren, der skal foretage notering i Saltholmsprotokollerne om den stedfundne deling.

§22

(22.1) Når en ejendom, til hvilken der hører Saltholmshartkorn, sælges eller på anden måde overdrages med tilhørende Saltholmshartkorn, skal erhververen snarest muligt forevise sit tinglyste adkomstdokument for protokolføreren, der noterer ejerskiftet.

§23

(23.1) Såfremt en ejendom, til hvilken der hører Saltholmshartkorn, i sin helhed sælges eller på anden måde overdrages, uden at Saltholmshartkornet medfølger i overdragelsen, skal overdrageren snarest og senest seks måneder efter, at overdragelsesdokumentet er tinglyst, træffe bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes med Saltholmshartkornet; eventuelle dispositioner skal være i overensstemmelse med reglerne i Saltholmslovens § 9.

(23.2) Under henvisning til Saltholmslovens § 7, stk. 1, fastslår generalforsamlingen, at aktieselskaber, foreninger, institutioner eller lignende ”juridiske personer” fremtidig ikke kan erhverve medejendomsret til Saltholmen. Såfremt et aktieselskab eller lignende erhverver en ejendom, til hvilken der er knyttet Saltholmshartkorn, skal der senest seks måneder efter, at overdragelsesdokumentet er tinglyst, træffes bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes med Saltholmshartkornet, jf. § 28, stk. 1.

Denne beslutning skal ikke være til hinder for, at den danske stat eller danske kommuner fremtidig erhverver Saltholmshartkorn, ligesom allerede erhvervede Saltholmsrettigheder ikke påvirkes heraf.

Det påhviler bestyrelsen og protokolførerne at påse, at Saltholmsprotokollerne føres i overensstemmelse med nærværende beslutning.

(23.3) Såfremt overdrageren i stk. 1 eller erhververen i stk. 2 ikke inden fristens udløb har truffet beslutning om, hvorledes der skal forholdes med Saltholmsrettighederne, bestemmer bestyrelsen, hvem der skal overtage rettighederne og de vilkår, som overtagelsen skal ske på, hvorefter det indkomne beløb afregnes til overdrageren/erhververen. Bestyrelsen skal være berettiget til at foranledige Saltholmsrettighederne overdraget til Saltholmsejerlauget.

§24

(24.1) En hartkornsejer, der lader sit Saltholmshartkorn overføre til en anden ham tilhørende ejendom på Amager, til hvilken der allerede er knyttet Saltholmshartkorn, skal afgive en skriftlig erklæring herom til protokolføreren til notering.

(24.2) En hartkornsejer, der ønsker at overføre sit Saltholmshartkorn til en anden ham tilhørende ejendom på Amager, til hvilken der ikke er knyttet Saltholmshartkorn, kan kun gøre dette med samtykke fra Saltholmsbestyrelsen og Indenrigsministeriet (jf. Saltholmslovens § 9, stk. 4), og der skal i så fald på vedkommende hartkornsejers bekostning tinglyses en deklaration i overensstemmelse med vedtægternes § 20, stk. 1, på ejendommen.

Det attesteres, at foranstående vedtægter er vedtaget på ejerlaugets generalforsamling den 30. januar 1923, den 23. marts 1938, den 28. marts 1942, den 10. april 1942, den 23. januar 1951, den 16. august 1955, den 17. januar 1984, den 27. januar 1987 og den 31. januar 2006 og stadfæstes af Indenrigsministeriet den 26. oktober 1923, den 29. oktober 1938, den 3. juli 1942, den 28. februar 1952, den 16. marts 1956, den 28. maj 1984, den 10. august 1987. 

Dirch Petersen, Formand          Ole Nielsen, Næstformand          John Vintersbølle, Kasserer

Markus Sørensen                       Ole Olsen                                        Knud Jørgensen

Claus Ehlers                                 Hans-Henrik Nielsen                    Jakob Ziebrandtsen

Erik Fischer Olsen                       Dirch Jansen Schmidt

Bestemt et besøg værd

sådan kommer du til saltholm